Unge og stress

Af Skolen Online

Hjertebanken, mavepine, søvnproblemer, tankemylder, humørsvingninger, angstanfald... Det er nogle af symptomerne, som unge oplever i en stresset hverdag.

I juni 2022 udsendte Ungetrivselsrådet en analyse af unges oplevelse af stress, udfærdiget for dem af Børns Vilkår:

Analysen tager udgangspunkt i de unges oplevelser af den stress, der er forbundet med kravene i uddannelsessystemet. Oplevelsen af ikke at slå til, hvis de ikke får høje karakterer, og oplevelsen af et pres for at skulle nå hurtigt igennem er to af de angivne årsager. Også Aalborg Universitets Center for Ungdomsforskning peger i deres seneste forskningsprojekt på samfundets øgede acceleration og præstationspres som værende årsager til unges øgede mistrivsel.

Hvorfor skal vi forholde os til unges stress?

Ifølge WHO kan stress defineres som “enhver form for forandring, der resulterer i fysisk, emotionel eller psykisk belastning”. Den form for belastning sætter sig som neurofysiologiske aftryk i kroppen og kan have alvorlige konsekvenser for et menneskes helbred. Vi kan ikke se den udenpå, hvilket nok er årsagen til, at det stadig ikke tages alvorligt, men den kan bl.a. afdækkes gennem måling af inflammationstilstande i blodet, nedsat blodgennemstrømning til frontallapper og mave-tarm-system og ved måling af kortisolniveauet i den unges spyt. Der er en fysiologisk forklaring på de unges symptomer, og det er vigtigt, at vi tager det alvorligt. Det er ikke bare noget, de bilder sig ind.

Hvad er stress?

Stress er en kædereaktion i kroppen, der sættes i gang, når vores alarmcentral, amygdala, oplever, at noget ikke er, som det skal være. Når amygdala aktiveres, aktiveres også hypotalamus og i kraft af den det sympatiske nervesystem. Ud over det aktiveres HPA-aksen. HPA-aksen består af hypotalamus, hypofysen og binyrerne, som ved aktivering udskiller adrenalin og kortisol.

Adrenalin er et hormon, der hjælper os med at præstere. Det påvirker vores lunger ved at udvide bronkierne og sikrer herved, at vi kan optage mere ilt. Derudover påvirker adrenalin hjertet ved at øge pulsen og hæve vores blodtryk. Blodet iltes bedre og sendes tilbage ud i kroppen, hvorved vores muskler ‘boostes’ med energi og gør os i stand til at yde lidt ekstra.

Det andet hormon, der udskilles, kortisol, kender vi også som ‘stress-hormonet’. Det hjælper kroppen med at frigøre energi, så den kan klare en udefrakommende stresspåvirkning. Kortisol frigør blandt andet energien ved at skrue op eller ned for vores fordøjelsesproces eller ved at nedbryde muskel- og knoglemasse og omdanne det til fedt og sukkerstoffer.

Adrenalin og kortisol er i sig selv gavnlige og nødvendige hormoner.

‘Almindelig’ stress er med til at øge vores immunforsvar, processen styrker vores hjertefunktion, og i en almindelig stresscyklus vil amygdala efterfølgende lagre erfaringen om, at vi overlevede og dermed gøre os mere modstandsdygtige, næste gang vi står i en lignende situation. Ved normal stresspåvirkning vil hippocampus aktiveres og berolige amygdala, så kroppen, når problemet er løst, og faren er overstået, kan komme tilbage i ro. Det er, når problemet ikke finder en løsning, og belastningen derfor fortsætter over en længere periode, at stress bliver til overbelastning.

Når hverdagen bliver årsag til stress

For de fleste børn og unge er skolen, heldigvis, primært en positiv oplevelse. At være en del af fællesskabet, have en vennegruppe, man glæder sig til at se, nogle voksne, man har tillid til, og nogle fag, der i større eller mindre grad opleves som meningsgivende, er en inkorporeret del af vores forventninger til, hvad det vil sige at være barn i dag. Men for dem, der ikke trives – det være sig, fordi de ikke føler sig som en del af gruppen, fordi det faglige ikke matcher deres styrker, eller fordi de ikke oplever at bliver mødt og anerkendt i deres måde at være på – vil skoledagen i nogle tilfælde være en kontinuerlig oplevelse af belastning. Hos disse unge sættes alarmberedskabet i gang, hver gang tanken falder på skolen. Da børn i gennemsnit tilbringer en fjerdedel af deres vågne tid i skolen, kan vi ikke blot se bort fra den negative påvirkning og håbe på, at det går over.

Hvad sker der i hjernen ved for lang tids stress?

Ved en kontinuerlig kortisolproduktion – altså det, der sker, hvis en stressreaktion udvikler sig til overbelastning – vil kortisolen medføre, at aktiviteten i amygdala forøges. Det vil sige, at vi bliver mere ængstelige, og at vores nervesystem vil være mere tilbøjeligt til sætte gang i HPA-aksen og dermed en ny udskillelse af kortisol.

Kortisolpåvirkning hæmmer aktiviteten i hippocampus, som ud over at være det center, der styrer vores korttidshukommelse og vores indlæring, altså også er med til at holde amygdala i skak. Hvis amygdala styrkes, og hippocampus svækkes, opstår der en ubalance, som vil gøre os mere modtagelige for stress og dårligere til at regulere den.

Et andet vigtigt center i hjernen, som lider under en øget kortisoludskilning, er Thalamus. Thalamus styrer og regulerer sensoriske inputs, dvs. vores oplevelse af lys, lyd, smag, duft, etc. Et tegn på stress kan derfor være, at den unge pludselig oplever, at lyset er for skarpt, at tøjet strammer eller kradser, eller at udefrakommende lyde bliver for voldsomme. Der kan også opleves stærkt ubehag ved duft, og sensoriske problemer omkring konsistens og smag kan give vanskeligheder i spisesituationer. Påvirkning af den interoceptive sans kan medføre manglende sultfornemmelse, og udefra kan disse tegn, når de ses som et samlet billede, misopfattes som spiseforstyrrelser og skabe øget uro omkring den unges situation. Det er altså væsentligt, at vi tackler belastningen rigtigt og i tide for at hindre, at der støder yderligere komplikationer til. Jo flere vanskeligheder den unge oplever, jo sværere bliver det at se bag om symptomerne og ind til kernen.

Fysiske konsekvenser af stress

Én ting er de øjeblikkelige mentale vanskeligheder, men stress har også skjulte langsigtede effekter og kan have konsekvenser i forhold til den unges helbredstilstand resten af livet. Under kortisolpåvirkning påvirkes blodtilstrømningen i kroppen. For at understøtte den “redningsaktion”, som kroppen har sat i gang, omdirigeres blodet fra dele, som ikke har en umiddelbar relevans for problemløsningen, og funktionen nedsættes derfor midlertidigt. Det gør sig bl.a. gældende for vores mave-tarm-system og for vores frontallapper. Det er derfor helt reelt, når man oplever smerter i maven, og at man oplever at miste funktionsniveau gennem tab af eksekutive funktioner. Såfremt disse tilstande opstår, mens barnet stadig er i en udviklingsproces, vil en længerevarende belastning have indflydelse på udviklingen, og den tidligere nævnte nedbrydning af muskelvæv og knogler kan medføre øget kropsvægt og lægge grunden for en overvægt, der kan blive svær at slippe af med igen. Rent fysisk vil immunforsvaret svækkes, og man har en formodning om, at forlængede stressbelastninger kan øge risikoen for hjertekarsygdomme i voksenlivet og bevirke inflammationstilstande som f.eks. fibromyalgi.

Er den øgede mistrivsel et tegn på, at vores unge ikke er robuste?

Alle mennesker har et breaking point. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvor ‘robust’ man er, men det kan ofte føles som om, vi blot affejer dem, der rammes, som værende ‘sårbare’. Der er ingen tvivl om, at mennesker med f.eks. autisme eller ADHD er disponerede for at blive overbelastede, men vi bliver nødt til at spørge os selv, om det handler mest om individet, eller om det omkringliggende samfunds manglende vilje til at skabe plads til den diagnosticeredes behov. Stress er en naturlig og automatisk reaktion, som igangsættes i det autonome nervesystem, og altså ikke noget, vi kontrollerer. Hvorvidt det udvikler sig til en skadelig belastningsreaktion afhænger i høj grad af, hvordan man mødes af sit netværk og de autoriteter, man skal forholde sig til i hverdagen, og ligegyldigt om du har en disponering eller ej, så vil man kunne klare sig igennem almindelig stress på lige fod med alle andre, hvis man får den rigtige støtte i situationen. Derfor er det vigtigt, at vi ikke fejer unges oplevelse af stress væk og forsøger at bruge egne oplevelser som argument for, at der ikke er noget at blive stressede over. Oplevelser er subjektive og ikke noget, man kan overføre fra menneske til menneske.

Der er ingen tvivl om, at vores samfund har undergået en forandring både økonomisk og teknologisk igennem de seneste 20 år. For den voksne generation vil barndommen altså være foregået i et helt andet tempo og med væsentlige forskelligheder i forventninger og krav. At forsøge at sammenligne for at afgøre, om de unges oplevelse er reel eller ej, er blot spild af tid, som kunne være brugt på at justere forholdene efter behovet.

Som beskrevet vil en længerevarende belastningsreaktion have både udviklings- og helbredsmæssige konsekvenser, og jo før man får hjælp, jo bedre. Derfor er det nødvendigt, at vi stopper diskussionerne og begynder at handle.

Download artiklen som PDF